anholdelse

Anholdelse er en midlertidig frihedsberøvelse af en person, der med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold. Anholdelsen udgør det første og mindst indgribende trin i det straffeprocessuelle系统 af frihedsberøvelser, inden en eventuel varetægtsfængsling.

Politiet kan foretage anholdelse, når tre betingelser er opfyldt: Der skal foreligge rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, anholdelsen skal være påkrævet, og indgrebet må ikke være uforholdsmæssigt. Anholdelse er påkrævet, når det er nødvendigt for at hindre yderligere strafbart forhold, sikre den mistænktes foreløbige tilstedeværelse eller forhindre samkvem med andre personer. Kravet om forholdsmæssighed indebærer, at anholdelse ikke må anvendes ved mindre forseelser, hvor straffens grovhed ikke står mål med indgrebet.

Også private borgere har under visse betingelser adgang til at foretage anholdelse. Dette kan ske, når en person træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, og anholdelsen er nødvendig for at hindre forbrydelsens fuldbyrdelse, sikre personens tilstedeværelse eller forhindre ødelæggelse af spor. Den private borgers anholdelsesbeføjelse er mere begrænset end politiets og kræver typisk, at personen træffes på fersk gerning.

Anholdelse skal altid foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Dette indebærer en pligt til at anvende mindst mulig magt og kun de midler, der er nødvendige for at gennemføre anholdelsen. En anholdt person skal snarest muligt enten løslades eller fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, typisk inden 24 timer efter anholdelsen.

Varigheden af en anholdelse er begrænset til maksimalt 24 timer, medmindre der sker fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Politiet skal løbende vurdere, om grundlaget for anholdelsen stadig er til stede, og personen skal løslades, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.