barnedrab

Barnedrab betegner det forsætlige drab på et barn. I international ret og menneskeretlig sammenhæng defineres et barn som en person under 18 år, jf. blandt andet FN's Palermoprotokol artikel 3, litra d. Begrebet anvendes primært som en beskrivende og kriminologisk kategori, der samler drab begået på børn, uanset gerningsmand eller motiv.

I dansk ret straffes barnedrab efter straffelovens almindelige drabsbestemmelser. Der findes ikke en særskilt straffebestemmelse for drab på børn, men offerets alder og sårbarhed indgår som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen. Drab straffes som hovedregel med fængsel fra fængsel på livstid eller fra 5 år til 16 år, afhængigt af drabets karakter og omstændigheder.

Barnedrab kan omfatte forskellige underkategorier. Spædbarnsdrab betegner drab på nyfødte børn eller spædbørn, ofte begået kort efter fødslen. Filicid betegner drab begået af en forælder på sit eget barn, mens neonaticide refererer specifikt til drab på et barn inden for de første 24 timer efter fødslen. Disse underkategorier anvendes især i kriminologisk og psykiatrisk forskning til at analysere mønstre og årsager.

I statistisk sammenhæng registreres barnedrab særskilt i mange landes kriminalstatistikker, da drab på børn betragtes som særligt alvorlige forbrydelser. Gerningspersonen er i en betydelig andel af sagerne et familiemedlem eller en nær omsorgsperson. Barnedrab udgør en lille, men konsekvent gruppe blandt alle drabssager i Danmark og andre vestlige lande.

Offerets sårbarhed og afhængighed af voksne gør barnedrab til en forbrydelse, der vækker særlig opmærksomhed både juridisk og samfundsmæssigt. I retssager om barnedrab foretages der ofte udvidet personundersøgelse og psykiatrisk vurdering af tiltalte for at afdække motiv og tilregnelighed.