besættelse

Besættelse er i dansk ret et udtryk for faktisk rådighed eller kontrol over en genstand, et område eller et lokale. Begrebet anvendes i flere juridiske sammenhænge, men har ingen samlet legaldefinition i straffeloven. I stedet indgår besættelse som et element i konkrete straffebestemmelser, hvor den ulovlige karakter af besiddelsen eller rådighedsforholdet udgør det strafbare.

I strafferetten bruges begrebet primært om ulovlig besiddelse af bestemte genstande. Dette gælder eksempelvis våben, narkotika, hælervarer eller andre genstande, hvis besiddelse er kriminaliseret. Her er det afgørende, at gerningsmanden har faktisk rådighed over genstanden, uanset om vedkommende også har den juridiske ejendomsret. Besiddelsen kan være fysisk, hvor personen har genstanden på sig eller i sit hjem, eller den kan være juridisk, hvor personen har kontrol over genstanden gennem andre.

Begrebet anvendes også i forbindelse med ulovlig besættelse af fast ejendom eller lokaler. Dette kan eksempelvis være tilfældet ved husbesættelser, hvor personer uden lovlig adkomst tager ophold i en ejendom. Her er det den faktiske kontrol og anvendelse af ejendommen, der udgør besættelsen, ikke et formelt ejerforhold.

I historisk sammenhæng henviser besættelse til den tyske okkupation af Danmark fra 1940 til 1945. Denne form for besættelse betegner militær kontrol og rådighed over et lands territorium og institutioner. Efter besættelsen blev en række handlinger begået under krigen behandlet efter særlovgivning, herunder landsforræderiloven.

Den strafferetlige vurdering af besættelse afhænger altid af den konkrete lovbestemmelse og de faktiske omstændigheder. Bevisbyrden for, at en person har været i besiddelse af en ulovlig genstand, påhviler anklagemyndigheden, som skal godtgøre både den faktiske rådighed og personens viden herom.