digitale bedrageri

Digitalt bedrageri er en beskrivende betegnelse for bedrageri, der begås gennem digitale kommunikationskanaler og teknologier. Det er ikke en selvstændig straffebestemmelse i dansk ret, men omfattes af straffelovens almindelige regler om bedrageri og databedrageri.

Langt hovedparten af digitalt bedrageri straffes efter straffelovens § 279 om bedrageri. Bestemmelsen rammer den, der ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse hos en anden får denne til at foretage en handling eller undlade en handling, hvorved der opnås en uberettiget vinding for gerningspersonen eller andre og tilsvarende et tab for den forurettede. Det digitale element består alene i fremgangsmåden – eksempelvis phishing-mails, falske webshops eller svindel via sociale medier.

I visse tilfælde kan digital svindel være omfattet af straffelovens § 279 a om databedrageri. Denne bestemmelse anvendes typisk, hvor gerningspersonen direkte manipulerer med data eller computerprogrammer for at opnå en uberettiget vinding, uden at der nødvendigvis er tale om at vildlede et andet menneske. Databedrageri kan eksempelvis være relevant ved manipulation af betalingssystemer eller automatiserede processer.

I praksis er skellet mellem almindeligt bedrageri og databedrageri ikke altid skarpt, og valget af bestemmelse afhænger af den konkrete fremgangsmåde. Det afgørende er, om der primært er tale om at vildlede et menneske eller om direkte manipulation af digitale systemer.