tyske forbrydelser

Tyske forbrydelser er en historisk betegnelse for den række af forbrydelser, som danskere begik under og efter den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 i tysk tjeneste eller til fordel for tyske interesser. Udtrykket omfattede handlinger som tjeneste i tyske bevæbnede korps, tysk krigstjeneste, angiveri og anden landsskadelig virksomhed. Der fandtes ikke én fast juridisk legaldefinition af begrebet i straffeloven, men det blev brugt som samlebetegnelse i det efterfølgende retsopgør.

Det centrale retlige grundlag for forfølgningen af disse forbrydelser var straffelovstillægget af 1. juni 1945, som med tilbagevirkende kraft kriminaliserede en række handlinger begået under besættelsen. Loven gjorde det strafbart at have tjent i tyske bevæbnede korps eller i tysk krigstjeneste, ligesom angiveri og landsskadelig virksomhed blev omfattet af særlovgivningen. Denne tilbagevirkende kraft var omdiskuteret, men blev politisk legitimeret med besættelsens ekstraordinære karakter.

Retsopgøret efter befrielsen i maj 1945 blev ført efter denne særlovgivning snarere end efter almindelige straffelovsbestemmelser. Tusindvis af danskere blev retsforfulgt for deres handlinger under besættelsen, og mange blev idømt fængselsstraffe eller i alvorlige tilfælde dødsstraf. Østfrontfrivillige, som havde kæmpet på tysk side mod Sovjetunionen, var blandt de hårdest ramte grupper.

Begrebet tyske forbrydelser afspejler den særlige historiske og retlige situation i Danmark umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvor samfundet skulle forholde sig til landsmænds samarbejde med besættelsesmagten. Straffelovstillægget og det efterfølgende retsopgør udgør derfor et unikt kapitel i dansk retshistorie, hvor retsprincipper blev tilpasset ekstraordinære omstændigheder.