NSU-processen: Statens svigt dokumenteret

Journalist og forfatter Nils Minkmar var tilstede i retssalen i München, da en af tysk efterkrigstids største og mest komplekse retssager blev ført mellem 2013 og 2018. I sit værk 'Das Kartell' dokumenterer han fem års forhandlinger mod Nationalsozialistischer Untergrund-terrororisterne og tegner billedet af et system, der truede med at kollapse under sine egne modsætninger.

En stats kollektive svigt

Minkmars analyse fokuserer ikke blot på mordserierne fra det højreekstremistiske terrorcellenetværk, men først og fremmest på det ufattelige: Hvordan kunne denne gruppe myrde ustraffet i over en årtekinde? Mellem 2000 og 2007 dræbte Uwe Mundlos, Uwe Böhnhardt og Beate Zschäpe ti mennesker — ni af racistiske motiver, én politibetjent.

Bogen gør det klart: Det var kun muligt på grund af et enestående svigt fra politi, geheimdtjenesten og andre sikkerhedsmyndigheder. Minkmar dokumenterer minutiøst, hvordan efterforskere undersøgte helt forkerte spor, suspekterede offers familier, og systematisk udelukkede højreekstremisme som gerningsmotiv.

Titlen 'Das Kartell' peger på en foruroligende tese: Netværket af informanter, myndigheder og højreekstremistiske strukturer skabte et system, der lignede en kriminel organisation mere end en retsstatslige institution.

Retssalen som magt­esløshedens teater

Over 430 retsmødedage fandt sagen sted mod hovedtiltalte Beate Zschäpe og fire medhjælpere. Minkmar var regelmæssigt til stede og skildrer atmosfæren: en taus anklaget, der først på mødedag 438 gav en erklæring; advokater for sigtedes ofre, der desperate kæmpede for opklaring; og en bevisførelse, der rejste flere spørgsmål end den besvarede.

Særligt kritisk: Minkmar dokumenterer, hvordan vigtige arkiver blev ødelagt, informantleder nægtede at vidne, og vidner døde under mystiske omstændigheder. Retssagen blev en metafor for grænserne for juridisk sandfinding, når statens egne institutioner selv er del af problemet.

Systemisk racisme og skjult sammenspil

Minkmars centrale påstande er ubehagelige: Først handler det om, at geheimdtjenesten gennem sin strategi med informanter blev dybt indviklet i højreekstremistiske kredsløb og muligvis dækkede forbrydelser. For det andet hindrede institutionel racisme og etnisk profilering opklaringen. For det tredje stiller NSU-komplekset spørgsmålet, om tysk retsstaten strukturelt svigtede i bekæmpelsen af højreekstremisme.

Minkmars tilgang er ikke blot anklage, men analyse af den politiske dimension. Hvordan kunne et terrorcellenetværk med åbent nazistisk tilkendegivelse undvige opmærksomhed i årevis? Hvorfor blev advarsler ignoreret? Og hvilken rolle spillede geheimtjenestlige interesser i tilsløringen?

Et dokument, der vedbliver at være vigtig

Otto år efter dommen står Minkmars værk som et uundværligt kildemateriale. Det bevarer ikke blot mindet om ofrene Enver Şimşek, Abdurrahim Özüdoğru, Süleyman Taşköprü, Habil Kılıç, Mehmet Turgut, İsmail Yaşar, Theodoros Boulgarides, Mehmet Kubaşık, Halit Yozgat og Michèle Kiesewetter. Det rejser også ubehagelige spørgsmål til nutiden: om institutionel racisme, geheimdjenesternes sammenfiltring med ekstremistiske miljøer og offentlighedens kritiske rolle.

Minkmar skriver afmålt, men trængende. Bogen er ikke en følelsesladet afregning, men en akribiestisk genopbygning — netop derfor så virkningsfuld. 'Das Kartell' mindes os om, at juridisk oparbejdelse og historisk sandhed ikke er det samme, og at opklaringen af NSU-komplekset langt fra er endeligt afsluttet.