Ane Cathrine Andersdatter — Danmarks sidste henrettede kvinde

Sagen kort

Ane Cathrine Andersdatter (1829–1861) var en dansk tjenestepige, der mellem 1853 og 1861 dræbte tre af sine fire børn — alle født uden for ægteskab og alle dræbt kort efter fødslen. Hun blev halshugget på Rødovre Mark den 21. december 1861 og er kendt som den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark. Hun er samtidig den eneste, der er blevet henrettet i landet siden enevældens afskaffelse.

Forbrydelsen

Ane Cathrine Andersdatter var en fattig tjenestepige i 1800-tallets Danmark, og hendes forbrydelser var tæt forbundet med tidens sociale virkelighed for ugifte mødre. Hun fik i alt fire børn med tre forskellige mænd, og tre af børnene blev dræbt kort efter fødslen.

Det første barn — en datter — blev født den 3. januar 1853 på Fødselsstiftelsen i København. Barnets far, en svensk forpagter, ville ikke vide af barnet og rejste tilbage til Sverige. På vej mod Ringsted, hvor hun håbede at bortadoptere barnet, satte hun sig ved en grøftekant nær Vigerslev. Mens hun ammede datteren, fik hun den tanke, at hun kunne drukne hende i det iskolde grøftevand. Bagefter begravede hun liget i en mark, og det blev aldrig fundet.

Det andet barn — en søn — blev født den 3. april 1855. Da hun skulle begynde nyt arbejde tre uger senere, opsøgte hun først faderen i Rødovre, men opgav at bede om hjælp. På vejen tilbage kastede hun barnet i en brønd på hjørnet af Rødovrevej og Rødager. En måned senere blev liget fundet, men politiet kunne ikke spore gerningsmanden, og sagen blev henlagt.

Det tredje barn blev født i 1856, igen med en tjenestekarl som far, og blev ligeledes dræbt kort efter fødslen. I flere fremstillinger nævnes 5. marts 1861 som den sidste drabshandling — den, der til sidst førte til, at myndighederne fik mistanke og indledte den efterforskning, der afslørede hele rækken af drab.

Ofrene

Ofrene var Ane Cathrine Andersdatters egne tre børn — alle nyfødte eller spædbørn. Deres navne er ikke entydigt dokumenteret i de let tilgængelige danske oversigtskilder, men det er fastslået, at der var tale om to drenge og en pige, alle født uden for ægteskab og alle med forskellige fædre, primært tjenestekarle eller forpagtere, hun havde arbejdet sammen med som tjenestepige på gårde i Herlufmagle, Ramsø og Rødovre. Det fjerde barn — som ikke blev dræbt — overlevede.

Ofrene var typiske for en bredere social tragedie i 1800-tallets Danmark, hvor ugifte tjenestepiger ofte stod uden økonomisk eller social mulighed for at beholde et barn, samtidig med at adoption og fattigvæsen var stærkt begrænsede løsninger.

Efterforskning

De første to drab forblev i lang tid uopklarede. Liget af det andet barn — drengen i brønden i Rødovre — blev fundet, men uden vidner eller spor kunne politiet ikke identificere moderen, og sagen blev hurtigt lukket. Først i 1861, efter det sidste drab, kom efterforskningen for alvor i gang. Ane Cathrine Andersdatter blev anholdt og tilstod under afhøringerne de tre drab, herunder detaljer om gerningsstederne ved Vigerslev og Rødovre.

Tilståelsen var afgørende for, at de tidligere uopklarede sager kunne kobles sammen til ét samlet sagskompleks. Hendes sag indgår i dag i den danske kriminalhistorie som et tidligt eksempel på det, der i nyere terminologi kaldes en seriemordssag.

Retssag og dom

Ane Cathrine Andersdatter blev fundet skyldig i tre forsætlige drab på egne børn og idømt dødsstraf. Den originale retssag fra 1861 er ikke digitaliseret i en let tilgængelig dansk domsdatabase, men dommen og dens fuldbyrdelse er veldokumenteret i historisk litteratur.

Hun blev henrettet ved halshugning den 21. december 1861 på Rødovre Mark nord for Damhuskroen, ved det nuværende Annexgårdsvej i boligområdet Søtorp. Henrettelsen markerede et historisk skel: Hun blev den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark, og den eneste, der er blevet henrettet i landet efter enevældens fald i 1849.

Sagen i dag

Sagen har fået fornyet opmærksomhed i danske medier og online dokumentarer, blandt andet i flere YouTube-fremstillinger og indslag, der gennemgår både drabene og henrettelsen som et symbol på 1800-tallets retspraksis. Henrettelsesstedet er i dag almindeligt boligområde, og kun gennem historiske opslagsværker huskes stedet for sin særlige plads i dansk kriminalhistorie.

For læsere med interesse i lignende historiske sager kan KrimiNyt anbefale læsning om dansk dødsstrafs historie, klassiske drabssager fra 1800-tallet og profiler af danske kvindelige gerningsmænd.