Jane Toppan: Amerikas dødsengel bag hospitalsmurinne

Jane Toppan, født Honora Kelley den 31. marts 1854, blev en af Amerikas mest berygtede seriemordere. Som sygeplejerske på Massachusetts General Hospital fra 1889 begik hun blandt amerikanske straffelovshistorie nogle af de mest systematiske mord på patienter.

Mellem 1895 og 1901 forgiftede Toppan sine patienter med morfin og atropin — lægemidler, hun havde let adgang til gennem sit arbejde. Hun blev arresteret den 29. oktober 1901, da hendes dødsomstændigheder blev genstand for nærmere granskning.

Omfanget af hendes forbrydelser var chokerende. Toppan blev dømt for at have myrdet 12 mennesker, men hun selv indrømmede 31 morde. Efterfølgende mistanke pegede på, at hun muligvis havde dræbt over 100 mennesker — et tal, der aldrig blev endeligt bekræftet. Blandt hendes kendte ofre var hendes foster-søster Elizabeth Toppan Bingham og Mary McLear.

Det mest foruroligende ved sagen var Toppans motiv. Hun blev diagnosticeret med »moralsk sindssygdom« og rapporterede selv, at hun fik seksuelt tilfredsstillelse fra at være tæt på dødende patienter. Dette sadistiske træk gjorde hendes forbrydelser endnu mere foruroligende i øjnene på både myndigheder og offentlighed.

I 1902 blev Toppan erklæret ikke skyldig på grund af sindssygdom — en afgørelse, der var både kontroversel og præcedensgivende for sin tid. I stedet for dødsdom blev hun indlagt på State Lunatic Hospital i Taunton, Massachusetts, hvor hun tilbragte de næste 34 år af sit liv. Hun døde den 17. august 1938 på hospitalet.

Jane Toppans sag markerede en vigtig udvikling inden for amerikansk retsmedicin og psykiatri. Hendes tilfælde rejste grundlæggende spørgsmål om ansvarlighed, sindssygdom og hvordan samfundet burde håndtere mennesker, der kombinerer medicinsk viden med sadistiske tilbøjeligheder. Selv i dag betragtes hun som en af historiens mest forfærdelige »engleofre« — mordere, der misbrugte deres stilling inden for sundhedsvæsenet.