Manson Family-mordene — kultlederdrab i Los Angeles

Sagen kort

Manson Family-mordene er betegnelsen for en serie brutale drab begået i Los Angeles i august 1969 af medlemmer af en kultlignende gruppe ledet af den karismatiske kriminelle Charles Manson. I løbet af to døgn myrdede gruppen syv mennesker i deres hjem i tilsyneladende tilfældigt udvalgte angreb, der rystede det amerikanske samfund og kom til at symbolisere slutningen på 1960'ernes hippie-æra. Drabene på den gravide skuespillerinde Sharon Tate og seks andre personer blev udført med knive og skydevåben af unge kvinder og mænd, der handlede på Mansons ordrer, motiveret af hans vanvittige teori om en forestående racekrig kaldet "Helter Skelter".

Sagen blev opklaret efter intense efterforskninger, der kulminerede med domfældelsen af Manson og flere af hans følgere i 1971. Selvom Charles Manson ikke selv havde været til stede ved mordene, blev han dømt for at have orkestreret dem gennem sin psykologiske kontrol over sine disciple. Dommene blev afsagt af en californisk domstol efter en langvarig retssag, der tiltrak enorm medieopmærksomhed.

Forbrydelsen

Natten mellem 8. og 9. august 1969 sendte Charles Manson fire medlemmer af sin "familie" til adressen 10050 Cielo Drive i Benedict Canyon, Los Angeles. Charles "Tex" Watson, Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Linda Kasabian fik ordre om at dræbe alle i huset. Ejendommen var tidligere blevet beboet af musikproduceren Terry Melcher, som Manson kendte, men nu lejede skuespillerinden Sharon Tate og hendes mand, instruktøren Roman Polanski, stedet.

Om aftenen den 8. august kravlede Watson op ad en telefonstolpe og klippede telefonledningen til huset. Gruppen trængte derefter ind på ejendommen, hvor de først skød den 18-årige Steven Parent, som tilfældigt var på vej væk efter at have besøgt ejendomsforvalteren. Inde i huset overmandede de de fire tilbageværende ofre: den 26-årige, højgravide Sharon Tate, frisøren Jay Sebring (35), kaffearving Abigail Folger (25) og hendes kæreste, den polske forfatter Wojciech Frykowski (32).

Ofrene blev bundet sammen, og Watson, Atkins og Krenwinkel stak og skød dem gentagne gange. Sharon Tate, der var otte og en halv måned henne i sin graviditet, blev stukket 16 gange. Før de forlod gerningsstedet, dyppede Susan Atkins et håndklæde i Tates blod og skrev ordet "PIG" på hoveddøren.

Natten efter, 9.-10. august, kørte Manson selv sammen med Watson, Krenwinkel, Van Houten og to andre til et hus i Los Feliz-kvarteret tilhørende supermarkedskædeejeren Leno LaBianca (44) og hans kone Rosemary (38). Denne gang gik Manson med ind i huset, bandt parret og forsikrede dem om, at de ikke ville blive skadet, før han forlod stedet og lod sine disciple gennemføre drabene. Ægteparret LaBianca blev stukket titusindvis af gange, og gerningsmændene efterlod igen blodige budskaber: "Death to Pigs", "Rise" og "Healter Skelter" [sic] skrevet på væggene og køleskabet.

Ofrene

De syv ofre for Tate-LaBianca-drabene var mennesker uden indbyrdes forbindelse, tilfældigt valgt af Manson og hans følgere.

Sharon Tate var en opstigende Hollywood-stjerne, gift med den berømte instruktør Roman Polanski, der befandt sig i Europa under optagelser på drabsnatten. Hun var blot to uger fra at føde parets første barn. Hendes død chokerede underholdningsindustrien og offentligheden dybt.

Jay Sebring var en berømt celebrity-frisør, der talte Steve McQueen og Frank Sinatra blandt sine kunder. Han havde tidligere haft et forhold til Sharon Tate og var stadig en nær ven.

Abigail Folger var arving til Folgers-kaffeformuen og en dedikeret filantrop, der arbejdede med sociale projekter i Los Angeles' fattige kvarterer. Hun boede midlertidigt hos Tate og Polanski sammen med sin kæreste.

Wojciech Frykowski var en polsk skuespiller og manuskriptforfatter, nær ven af Roman Polanski fra deres tid i Polen.

Steven Parent var en 18-årig teknologi-entusiast, der tilfældigt var på forkerte sted på det forkerte tidspunkt efter at have besøgt ejendomsforvalteren.

Leno og Rosemary LaBianca var et velhavende ægtepar fra middelklassen uden nogen forbindelse til underholdningsindustrien eller Manson. Leno ejede en kæde af supermarkeder, mens Rosemary drev en tøjbutik.

Udover disse syv ofre myrdede Manson Family også musikeren Gary Hinman i juli 1969 og ranchen-håndværkeren Donald "Shorty" Shea i august 1969, hvilket bragte det samlede antal bekræftede ofre op på ni.

Efterforskning

I de første måneder efter drabene havde Los Angeles Police Department ingen tydelige spor. Mordene på Cielo Drive og hos familien LaBianca blev oprindeligt ikke forbundet med hinanden af efterforskerne. Det var først da Susan Atkins, fængslet for et andet lovbrud, begyndte at prale over for medfanger om drabene, at sagen åbnede sig.

I november 1969 fortalte Atkins sin cellekammerat Virginia Graham og senere Ronnie Howard detaljerne om Tate-drabene. Howard kontaktede politiet, og anklagerne blev rejst i december 1969. Dette var gennembruddet, der tillod efterforskerne at forbinde drabene med Manson-gruppen.

Linda Kasabian, der havde været til stede ved begge angreb, men ikke selv havde deltaget i drabene, blev nøglevidnet for anklagemyndigheden. I bytte for immunitet afgav hun detaljeret vidnesbyrd om begivenhederne og Mansons rolle som orkestrerende mastermind.

Anklageren Vincent Bugliosi byggede sin sag på teorien om, at Manson havde manipuleret sine følgere til at begå drabene som en del af hans "Helter Skelter"-vision — en forvrænget fortolkning af Beatles-sangen af samme navn, hvor Manson troede, at drabene ville udløse en racekrig mellem sorte og hvide amerikanere.

Fysiske beviser inkluderede blodprøver, fingeraftryk og genstande fra gerningsstederne. Watson efterlod fingeraftryk på hoveddøren til Tate-residensen, og kniven brugt til at skære telefonledningerne blev fundet på ejendommen.

Retssag og dom

Retssagen mod Charles Manson, Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie Van Houten begyndte i juni 1970 og blev en af de mest sensationelle i amerikansk retshistorie. Charles "Tex" Watson blev retsforfulgt separat på grund af juridiske komplikationer omkring hans udlevering fra Texas.

Under retssagen forsøgte Manson og hans medtiltalte gentagne gange at forstyrre proceduren. Manson mødte op med et X snittet ind i panden (senere ændret til et hagekors), og hans følgere uden for retsbygningen holdt vagt og truede vidner. De tiltalte sang i retssalen, afbrød dommeren og udviste total foragt for retssystemet.

Anklager Vincent Bugliosi præsenterede et omfattende bevisførelse, der dokumenterede Mansons kontrol over sine følgere og hans rolle i at planlægge og beordre drabene. Det mest belastende vidnesbyrd kom fra Linda Kasabian, der gennem 18 dages afhøring beskrev begivenhederne i detaljer.

Den 25. januar 1971 blev alle fire tiltalte fundet skyldige i mord og sammensværgelse. Den 29. marts 1971 idømte juryen dem alle dødsstraffen. Charles "Tex" Watson blev senere samme år også dømt til døden i en separat retssag.

Da Californien i 1972 midlertidigt afskaffede dødsstraffen, blev alle dommene automatisk omstødt til livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Gennem årene er flere af de dømte, inklusiv Van Houten, Krenwinkel og Watson, gentagne gange blevet nægtet prøveløsladelse.

Susan Atkins døde i fængslet i 2009 af hjernekræft. Charles Manson forblev fængslet indtil sin død af naturlige årsager i november 2017 i en alder af 83 år.

Sagen i dag

Mere end et halvt århundrede efter drabene fortsætter Manson Family-mordene med at fascinere offentligheden som et af kriminalhistoriens mest ikoniske tilfælde. Sagskomplekset undersøges i talrige dokumentarer og har inspireret utallige bøger, film og tv-serier.

Vincent Bugliosis bog "Helter Skelter" fra 1974, skrevet sammen med journalist Curt Gentry, blev en bestseller og regnes stadig for den definitive redegørelse af sagen. Bogen er baseret på Bugliosis førstehåndserfaring som anklager og præsenterer den mest detaljerede gennemgang af bevisførelsen.

I 2019, på 50-årsdagen for drabene, udkom Quentin Tarantinos film "Once Upon a Time in Hollywood", der skildrer begivenhederne i en alternativ historisk ramme. Filmen genoplivede den offentlige interesse for sagen og førte til fornyet debat om dens kulturelle betydning.

Af de oprindeligt dømte lever Patricia Krenwinkel, Leslie Van Houten, Charles "Tex" Watson og Robert Beausoleil (dømt for Hinman-drabet) stadig og afsoner deres straffe i Californiens fængselssystem. Van Houten har været til prøveløsladelseshøring talrige gange og er flere gange blevet anbefalet til løsladelse af panelet, men hver gang har Californiens guvernører nægtet at godkende løsladelsen på grund af sagsdommens grovhed.

Sagen forbliver et studie i kultagtig manipulation, gruppeadfærd og de mørke sider af 1960'ernes modkultur. Mansons evne til at overtale almindelige unge mennesker til at begå bestialske forbrydelser fortsætter med at være genstand for psykologisk og kriminologisk forskning.