Politimanden, der blev seriemorder

Politibetjenten som mordmaskine

Norbert Pöhlke blev født i 1955 i den tyske by Ludwigsburg og arbejdede som kriminalkommissar ved det lokale kriminalpoliti, da han mellem 1984 og 1987 begik en hidtil uset mordserie. Manden, der skulle sikre befolkningens tryggelse, dræbte otte mennesker i Stuttgart-Ludwigsburg-regionen — blandt dem sin egen hustru Christa (32), og sine to døtre Marina (8) og Stefanie (6). Alle mordforsøg iscenesatte han som røveriforsøg, hvor han ofte bar en strømpemaske, hvilket senere gav ham navnet "Maskemandens".

Mordserienes første offer blev dræbt 19. maj 1984 i Ludwigsburgs bydel Poppenweiler. Her skød Pöhlke hele familien G. ned: Kurt G. (57), hans hustru Erika (55), deres søn Thomas (27) og hans treårige datter Vanessa. Også naboen Helga S. (36) blev dræbt. Brutalliteten af denne gerning skulle holde regionen i spænding i årevis.

Gerningsmanden efterforsker sig selv

Det perverse ved Pöhlkes fremgangsmåde var, at han som kriminalkommissar blev sat til at efterforske dele af sagen mod "Maskemandens". Han manipulerede med akterne, førte mistanken hen på uskyldige personer og brugte sit insiderviden til altid at være et skridt foran efterforskerne. Denne dobbeltrolle — både som gerningsmand og efterforsker — gjorde sagen til et af de mest chokerende eksempler på politiforbrydelser i tysk kriminalhistorie.

I årevis blev myndighederne holdt i mørke. Den tilsyneladende professionelle udførelse af mordene — ingen klare spor, omhyggelig planlægning — fik ikke nogen til at mistænke en af deres egne kolleger. Først biologiske spor på flere gerningssteder — sæd, der tydede på seksuelle handlinger — åbnede en ny efterforskningsvej.

Tysklands første DNA-massetest

Sagen Pöhlke gik ind i tysk kriminalhistorie som et milepæl: 1987-1988 gennemførte myndighederne Tysklands første storskala DNA-masseundersøgelse. Over 1.200 mænd fra Ludwigsburg-området blev testet for DNA for at sammenholde med spor fra gerningssteder. Den dengang helt nye metode med genetiske fingeraftryk blev indsat under enorm offentlig opmærksomhed.

Landesamt für Kriminalpolizei Baden-Württemberg arbejdede på højtryk for at analysere prøverne. DNA-analysen, som i dag er standardudstyr inden for kriminalistik, var dengang stadig i sin vorden. Alligevel førte den til det afgørende gennembrud: I april 1988 blev Norbert Pöhlke identificeret som gerningsmand. Hans DNA stemte overens med sporene.

Maskemandens slutning

Den 14. april 1988, kort før han skulle arresteres, skød Norbert Pöhlke sig selv i sin tjenestebil i Ludwigsburg. Han efterlod et farvelsbrev, hvori han tilstod sine gerninger. Selvmordet endte ikke alene hans liv, men forhindrede også en offentlig retssag, som kunne have givet yderligere indsigt i hans motiver.

Landretten Stuttgart gennemførte alligevel en posthum straffesag i 1988, som bekræftede hans aleneansvar. Baden-Württembergs daværende indenrigsminister Dieter Sterzenbecher (CDU) kommenterede: "Denne sag viser afgrundene i vores samfund og nødvendigheden af moderne retsmedicin."

Arven efter sagen

Sagen Norbert Pöhlke havde vidtrækkende konsekvenser for tysk kriminalistik. Den vellykkede anvendelse af DNA-analyse banede vej for dens rutinemæssige brug ved alvorlige forbrydelser. Samtidig rejste sagen spørgsmål om psykologisk behandling og kontrol af politibetjente. Hvordan kunne en seriemorder operere uopdaget i sine egne rækker i så mange år?

De otte ofre — herunder tre børn — blev symboler på den mørke side af en mand, der offentligt stod for retfærdighed, mens han privat blev til morder. Den dag i dag regnes "Maskemandens af Ludwigsburg" blandt de mest foruroligende kriminalsager i tysk efterkrigshistorie.