RAF - Rote Armee Fraktion

Baggrund og dannelse

Rote Armee Fraktion (Røde Arméfraktion) blev dannet i 1970 i Vesttyskland som en modreaktion på det, medlemmerne opfattede som imperialistisk amerikansk udenrigspolitik og kapitalistisk undertrykkelse. Organisationen udsprang fra studenterbevægelsen og venstrekstremistiske protester mod Vietnamkrigen og den vesttyske stats perceived fascistiske træk.

Grundlæggerne — Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Horst Mahler og Astrid Proll — var unge intellektuelle, der mente, væbnet kamp var den eneste vej til revolution. De påpegede, at efterkrigstidens vesttyske demokrati ikke havde gjort tilstrækkeligt op med nazismens arv, og at staten fortsatte undertrykkelse gennem politiet og militæret.

Organisationens struktur og ideologi

RAF opererede som en decentraliseret guerillaorganisation med små celler, der arbejdede autonomt men koordineret. Medlemmerne blev trænet i våbenbrug, sprængstof og militærtaktik, ofte med støtte fra palæstinensiske organisationer og østbloklandene.

Organisationens ideologi kombinerede marxisme-leninisme med antiimperialisme. De så sig selv som del af en global frihedskamp mod imperialisme og stillede sig solidariske med befrielsesbevægelser i Palæstina, Vietnam og andre steder. Deres manifester kritiserede både kapitalismes og NATO's rolle i verden.

Hovedangreb og aktioner

Tidligere periode (1970-1977)

RAF's første spektakulære aktion var kidnappingen af industrielisten Peter Lorenz i 1975, hvor de forlangte løsladelse af fangne RAF-medlemmer. Statens tilgivelse resulterede i, at fem fanger blev løsladt og fløjet til Somalia.

I 1977 — kendt som "Tysklands sorte efterår" — eskalerede organisationen drastisk. Den 13. oktober kidnappede medlemmer flyet Lufthansa Flight 181 med 86 passagerer og besætning. De forlangte løsladelse af RAF-fanger, herunder Andreas Baader. Krisen endte, da vesttyske GSG 9-kommandosoldater stormede flyet på Mogadishu-lufthavnen.

Dage senere, den 18. oktober 1977, blev Andreas Baader, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller fundet døde i deres fængselscelle i Stammheim-fængslet. Officielt blev det erklæret som selvmord, men RAFs modstand hævdede, at staten havde dræbt dem.

Senere periode (1977-1998)

En ny generation af RAF-medlemmer fortsatte kampen gennem 1980'erne. Den 2. august 1981 planlagde de et attentat mod den amerikanske luftbase Ramstein, hvor en bombe skulle detonere under et fly. Angrebet mislykkedes, men økte presset på organisationen.

Rakete- og bombeangrebet mod NATO's oberst Jürgen Ponto i 1985 og senere operationer viste, at RAF ikke var væk. Den 30. juni 1991 gennemførte de et attentat mod tyske kommandosoldater, der dræbte tre AF-soldater.

Organisationen udvidede sin virksomhed til Italien, hvor de samarbejdede med Brigate Rosse (Røde Brigader) og andre venstrekstremistiske grupper. I Frankrig opererede de også, med understøttelse af Frankrig, der gav politisk asyl til nogle medlemmer.

Efterforskning og nederlaget

Vesttysk politi, BKA (Bundeskriminalamt) og senere tysk etterretning jagede systematisk RAF-medlemmerne. Organisationen blev stadig mindre og mere fragmenteret gennem 1980'erne og 1990'erne. Medlemmer blev dømt til lange fængselsstraffe, og nye rekrutter blev mindre tilbøjelige til at slutte sig til den.

Afsløringsanfald fra tidligere medlemmer, advanceret polititaktik og digitale efterforskningsteknikker gjorde det stadigt sværere at operere udetektet. Flere ledere blev arresteret: Susanne Albrecht blev taget i 1988, og Christian Klar blev løsladt på betingelser efter at afsone sin straf.

Officiel opløsning

Den 27. april 1998 udsendte RAF en erklæring, hvor organisationen annoncerede sin officielle opløsning. I dokumentet anerkendte de deres rolle i over 100 angreb, som havde kostet 34 mennesker livet. De begrundede sin opløsning med ændringer i det globale politiske landskab efter Sovjetunionens sammenbrud.

En lille gruppe medlemmer afviste denne erklæring og fortsatte sporadisk aktivitet, men organisationen som sådan havde ophørt at eksistere som en effektiv terrorist-enhed.

Eftermæle og historikerdebatten

RAF forbliver kontroversielt i tysk historie. Nogle ser medlemmerne som idealistiske unge mennesker, der blev radikaliseret af et injust system. Andre betragter dem som koldblodig mordere, der skjulte sig bag revolutionær retorik.

Fenomenet "RAF" har inspireret akademisk forskning, film (som Rainer Werner Fassbinders "Tyskland i efteråret") og litteratur. Spørgsmål om staten's håndtering af medlemmerne — særligt dødsfaldet i Stammheim — er aldrig blevet fuldstændig løst og påvirker fortsat tysk juridisk og politisk debat.

De sidste RAF-medlemmer blev løsladt i 2007. Hans Christian Ströbele, dengang advokat, repræsenterede nogle medlemmer og blev senere politiker for De Grønne. Dette illustrerer, hvordan nogle af aktørerne i RAF-historien blev integreret i det etablerede politiske system.