bortførelse

Bortførelse er i dansk ret den handling, hvor nogen ulovligt fjerner eller tilbageholder et barn under 18 år med forsæt til at berøve forældremyndighedsindehaveren omsorgen for barnet. Bestemmelsen i straffeloven § 215 beskytter forældremyndighedens faktiske udøvelse og sikrer barnets ret til kontakt med begge forældre.

Gerningsindholdet består af to alternative handlinger: Bortførelse dækker over den aktive handling, hvor barnet fysisk fjernes fra forældremyndighedsindehaverens omsorg, mens tilbageholdelse omfatter situationer, hvor barnet ikke returneres som aftalt eller forventet. I begge tilfælde kræves det, at gerningsmanden handler med forsæt til varigt eller i hvert fald i længere tid at berøve forældremyndighedsindehaveren omsorgen.

Bestemmelsen anvendes typisk i sager, hvor den ene forælder uden accept fra den anden forælder tager barnet med til udlandet eller nægter at aflevere barnet tilbage efter samvær. Også bedsteforældre eller andre nærtstående kan gøre sig skyldige i bortførelse, hvis de handler i strid med forældremyndighedsindehaverens rettigheder.

Strafferammen for bortførelse er fængsel indtil 4 år. Ved strafudmålingen lægges der vægt på varigheden af bortførelsen, barnets alder, og om barnet er bragt til udlandet. Internationale børnebortførelser kan desuden behandles efter Haagerkonventionen af 1980 om internationale barnebortførelser, som har til formål at sikre barnets hurtige tilbagegivelse til hjemlandet.

Forældremyndighedsloven regulerer de civilretlige aspekter af forældremyndighed, mens straffeloven § 215 udgør den strafferetlige sanktion ved krænkelse af disse rettigheder. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med barnets ret til samvær med begge forældre og sikre, at konflikter om forældremyndighed ikke løses ved selvtægt.