Arving

En arving er en person, der efter dansk ret er berettiget til at modtage arv fra en afdød persons bo. Begrebet er centralt i arveretten og reguleres af arveloven, ikke straffeloven, hvorfor det ikke udgør en strafferetlig term i sig selv.

Dansk arveret skelner mellem to hovedtyper af arvinger: legale arvinger og testamentariske arvinger. Legale arvinger er personer, der arver i henhold til lovens arveregler, typisk den afdødes nærmeste familie i en bestemt rækkefølge – ægtefælle, børn, forældre og fjernere slægtninge. Testamentariske arvinger er derimod personer eller institutioner, som arveladeren udtrykkeligt har indsat som arvinger i et testamente, og de kan være uden for den legale arvekreds.

Visse nære slægtninge, især livsarvinger (børn og deres efterkommere), er beskyttet af tvangsarveregler, der sikrer dem en minimumsandel af arven uanset testamentariske bestemmelser. Arvingens ret til arven indtræder ved dødsfaldet, men den faktiske arv udleveres først efter boets behandling, hvor gæld og omkostninger er afviklet.

I en true crime-sammenhæng kan spørgsmålet om, hvem der er arving, få strafferetlig relevans, hvis der opstår mistanke om, at en person har begået drab eller anden kriminalitet motiveret af forventning om arv. Ligeledes kan arveret være central i sager om dokumentfalsk, bedrageri eller påvirkning af testamenter. En person, der forsætligt dræber arveladeren, kan efter arvelovens regler miste sin arveret som følge af sin handling.