frihedsberøvelse

Frihedsberøvelse er i dansk ret defineret som den handling at berøve en anden person friheden, hvilket vil sige at hindre vedkommende i frit at bevæge sig og forlade et sted. Kernen i forbrydelsen er, at offerets bevægelsesfrihed indskrænkes mod dennes vilje, uanset om det sker gennem fysisk tilbageholdelse, indelukning eller bortførelse.

For at der foreligger strafbar frihedsberøvelse kræves det, at indskrænkningen af bevægelsesfriheden er retsstridig, altså uden lovlig hjemmel. Handlingen skal være foretaget med forsæt, og ofret skal være afskåret fra at forlade stedet af egen drift. Frihedsberøvelsen kan ske både ved aktiv handling, såsom at holde en person fast eller låse vedkommende inde, og ved trusler der effektivt forhindrer ofret i at forlade stedet.

Den almindelige strafferamme for frihedsberøvelse er bøde eller fængsel indtil 4 år. Der er dog tale om en særlig grov forbrydelse, hvis frihedsberøvelsen foretages i vinding hensigt, har en længere varighed, eller hvis gerningsmanden udnytter en særlig magtposition eller skaber en særlig belastende situation for ofret. I sådanne tilfælde kan straffen stige til fængsel i op til 12 år.

I true crime-sammenhæng ses frihedsberøvelse ofte i forbindelse med kidnapning, gidseltagning og i nogle tilfælde som led i andre forbrydelser såsom menneskehandel eller voldtægt. Frihedsberøvelse kan også være en selvstændig forbrydelse, hvor gerningsmandens primære formål er at holde ofret fastholdt mod dennes vilje, eksempelvis i forbindelse med pengeafpresning eller som hævnhandling.