resocialisering

Resocialisering er et centralt begreb i kriminalforsorg og straffuldbyrdelse, der dækker over de indsatser og processer, som skal hjælpe tidligere dømte og indsatte tilbage til en normal, lovlydig tilværelse i samfundet efter afsoning. Begrebet anvendes om den samlede indsats for at reducere risikoen for tilbagefald til kriminalitet (recidiv) og fremme en varig kriminalitetsfri tilværelse.

Resocialisering er ikke en selvstændig organisation eller institution, men derimod et formål og en målsætning, der gennemføres af Kriminalforsorgen og andre aktører i det strafferetlige system. Indsatsen omfatter typisk uddannelses- og beskæftigelsestilbud under afsoning, misbrugsbehandling, mentorstøtte, prøveløsladelse med vilkår og andre foranstaltninger, der skal styrke den dømtes muligheder for at etablere et almindeligt liv uden kriminalitet.

Begrebet afspejler en kriminalpolitisk tilgang, hvor straffen ikke alene skal være en reaktion på lovbrud, men også forberede den dømte til et liv i frihed. Resocialisering bygger på den antagelse, at mange lovovertrædere kan vende tilbage til samfundet som lovlydige borgere, hvis de modtager den rette støtte og vejledning. I praksis kan resocialiseringsarbejdet begynde allerede under afsoningen og fortsætte efter løsladelsen.

I true crime-sammenhæng er resocialisering relevant, fordi det belyser, hvad der sker efter dom og afsoning, og hvorfor nogle tidligere gerningspersoner lykkes med at lægge kriminaliteten bag sig, mens andre falder tilbage. Begrebet illustrerer også, at det strafferetlige system ikke kun handler om straf og retfærdighed, men også om fremtidsrettet forebyggelse af ny kriminalitet.