børnedrab

Børnedrab er ikke en juridisk defineret forbrydelseskategori i dansk straffelov. Udtrykket anvendes i dagligsprog og true crime-sammenhænge om drab begået på et barn, men handlingen bedømmes efter straffelovens almindelige bestemmelser om drab. Når et barn dræbes, subsumeres handlingen typisk under straffelovens § 237 om drab, som omfatter enhver forsætlig dræbelse uanset offerets alder. Der eksisterer ingen særskilt strafferamme eller kvalificerende omstændighed knyttet specifikt til offerets unge alder.

I retspraksis kan omstændigheder omkring gerningen – såsom offerets særlige forsvarsløshed som barn – indgå i strafudmålingen som skærpende momenter. Barnets afhængighedsforhold til gerningsmanden, eksempelvis ved forældredrab, kan ligeledes tillægges betydning ved strafudmålingen inden for § 237's strafferamme på fængsel fra 5 år til på livstid. Hvis der foreligger særlige formildende omstændigheder, kan straffen efter § 237, stk. 2, nedsættes til fængsel i mindst 3 år.

I tilfælde hvor der ikke foreligger direkte drabsforsæt, kan andre bestemmelser komme i betragtning. Dør et barn som følge af vold uden egentligt drabsforsæt, kan handlingen bedømmes efter straffelovens § 246 om vold med døden til følge. Historisk fandtes i dansk ret særbestemmelser om barnemord (infanticid), særligt rettet mod mødres drab på nyfødte børn, men disse bestemmelser er for længst ophævet.

I true crime-genren bruges betegnelsen børnedrab primært som en beskrivende kategori til at identificere sager med børneofre. Det tjener journalistiske og narrative formål, men har ingen selvstændig juridisk betydning i forhold til strafforfølgning eller strafudmåling i dansk ret.